[Manchester] 20. Juni 1860
Lieber Mohr,
Amicus1 Lommel scheint mir doch to draw rather largely on his imagination2, wenn er den bonapartischen Denunziationen die Hauptrolle bei der Baden-Badener Geschichte zuschreibt3. Daß aber was hinter der Geschichte ist und daß Vogt, Bona[parte] und Co. dies Manöver auch spielen lassen, ist gewiß ganz richtig.
Sehr schön ist es, daß jetzt die kleindeutsche Nationalvereinlerei in der Aboutschen Broschüre gradezu als im Interesse des Bonapartismus gelegen dargestellt wird. Unser Freund Itzig wird jetzt wohl bald eine Schwenkung machen; auf dies Pamphlet hin werden die Herren sich entweder als Bonapartisten entpuppen oder mit ihrem preußischen Deutschland in große Verlegenheit geraten.
Durch einen Zufall sind mir die altdänischen Kjämpe-Viser in die Hände gefallen, stellenweise sehr schöne Sachen bei viel Schund. Hier ein von Uhland übersetztes.
Her Oluf hand rider saa vide,
Alt til sit brøllup at byde,
Men dandsen den gaar saa let gennem lunden.
Der dandse fire, og der danse fem:
Elle kongens daater rekker haanden frem.
„Velkommen, Her Oluf, lad fare din fig:
Bi lidet, og træd her i dandsen med mig."
„Jeg ikke tør, jeg ikke maa:
I morgen skal mit brøllup staa."
„Hør du, Her Oluf, træd dandsen med mig:
To bukkeskinds støvle saa giver jeg dig.
To bukkeskinds støvle, sider vel om been:
Forgyldene spore derom spend.
Hør du, Her Ole, træd dandsen med mig:
En silke-skiorte giver jeg dig.
En silke-skiorte saa hvid og fin:
Den blegte min moder veg maane skin."
„Jeg ikke tør, jeg ikke maa etc."
„Hør du, Her Oluf, træd dansen med mig:
Et hoved af guld saa giver jeg dig."
„Et hoved af guld kand jeg vel faa:
Men dandse med dig tør jeg ej saa."
„Og vil du ikke dandse med mig,
Sot og sygdom skal følge dig."
Hun slog hannem mellem sine hærd:
Aldrig var hand slagen verre.
Hun løfte, Her Oluf paa ganger rød:
„Og rid nu hiem til din festemø."
Der hand kom til borgeled:
Der staar hans moder og hviler ved.
„Hør du, Her Oluf, kier sønnen min:
Hvi bær du nu saa bleg en kind?"
„Og jeg maa vel bære kinden bleg,
For jeg har været i Ellekonens leg."
„Hør du, Her Ole, min søn saa prud:
Hvad skal jeg svare din unge brud?"
„I skal sige, jeg er udi lunde,
At prøve min hest og saa mine hunde."
Aarle om morgen, dag det var:
Da kom den brud med brudeskar.
De skenkte miød, de skenkte viin:
„Hvor er, Her Ole, brudgom min?"
„Her Oluf hand reed sig hen i lunde:
Hand prøved sin hest og saa sine hunde."
Hun tog op det skarlagen rød:
Der laa Her Oluf og var død.4
Mir gefällt dies viel besser als die zu sehr geglättete Uhlandsche Übersetzung. Ein anderes von „Herr Jon" ist aber noch viel schöner.
Dein
F. E.